Menu

ABT søger trænere og assistenter til børne- og ungdomshold

image
30. maj 2020 kl. 09:02
AB Tårnby er på jagt efter flere nye trænere – og unge trænerassistenter – til vores børne- og ungdomshold. Var det noget for dig, eller kender du en interesseret?

Nogle enkelte af de trofaste trænerkræfter i AB Tårnbys børne- og ungdomsafdeling tager en pause fra trænergerningen efter sommerferien, og samtidig vil vi gerne styrke børnetræningen i klubben. Derfor søger vi nye trænere og trænerassistenter.

Vi er både på udkig efter:

  • Trænere, som vil have ansvar for et hold både i træning og kamp (til flere af vores ungdomshold fra U13 og op for både drenge og piger). Du behøver ikke nødvendigvis have trænererfaring, men være fodboldkyndig og have lyst til at gøre spillerne bedre i et trygt og sjovt miljø. Klubben tilbyder naturligvis trænerkurser.
  • Årgangstrænere til U10 og U12 drenge, som har det overordnede sportslige ansvar for en årgang og deltager i flere træninger om ugen, bistået af forældretrænere, men ikke nødvendigvis er med til kamp. Du har trænererfaring og mod på at strukturere træningen, så alle børn får mulighed for at blive bedre. Du har naturligvis mulighed for sparring med de øvrige årgangstrænere og den ansvarlige for børneholdene i bestyrelsen.
  • Unge trænerassistenter, som selv spiller fodbold (minimum U15) eller har gjort det, og har lyst til at hjælpe vores erfarne trænere med at træne børnehold nogle timer om ugen. Vi giver lidt lommepenge for hjælpen.

Var det noget for dig, eller kender du en, som kunne være interesseret? Så tøv ikke med at kontakte ABT’s ungdomsansvarlige, Kenneth Agø, på 2617 0377, kennethago@gmail.com, og hør nærmere om mulighederne.