Menu

Pæn uge for ungdomsholdene

image
15. april 2019 kl. 14:18
ABT’s ungdomshold vandt fem ud af ni kampe i sidste uge.

En del af AB Tårnbys ungdomshold spillede ikke kamp i den første weekend af påskeferien, men der blev dog spillet ni kampe, som gav fem sejre, en uafgjort og tre nederlag. Flere hold er kommet rigtig godt fra start i sæsonen. Læs om ugens kampe herunder.

U13 drenge:

ABT 1 i mesterrækken: Vandt den anden sejr på stribe, denne gang 6-2 hjemme over GVI efter 3-1 ved pausen. Gustav Dybdal nettede et hattrick i kampen. Næste kamp er først 5. maj, og det er et lokalopgør ude mod Dragør. Det er en særlig kamp, fordi mange af spillerne kender hinanden godt fra træninger og stævner i A27-overbygningen, hvor de efter sommerferien også skal spille sammen i DBU-turneringen. Dragør har fået tre point for de første to kampe, mens vi har hentet seks.

ABT 2 i række 5: Hentede også sæsonens anden sejr med 3-4 ude mod Skovshoved 5. Næste kamp er 27. april hjemme mod GVI 4, som har tabt de første to kampe.

U14 piger:

ABT 1 i mesterrækken: Åbnede sæsonen med hele to kampe i ugens løb. Først en 2-3 sejr ude mod Jægersborg og derefter et nederlag på 1-3 hjemme til KFUM. Næste kamp er lokalopgør på Kløvermarken lørdag den 27. april mod Sundby, som har vundet de første to kampe.

U14 drenge:

ABT 2 i række 1: Var hårdt ramt af skader og afbud til udekampen mod Skovshoved, og det blev desværre til et 3-1 nederlag efter en ellers ganske jævnbyrdig kamp, der stod 2-1 ved pausen. Dermed har drengene stadig det første point til gode. Det kommer forhåbentlig den 27. april ude mod GVI 2, som har hentet tre point i de første to kampe.

ABT 4 (syvmands): Vandt 1-6 ude mod Dragør og har dermed seks point efter de første to kampe. Næste kamp er onsdag den 24. april hjemme mod GVI, som også har vundet de første to kampe.

U15 drenge:

ABT 2 i række 2: Spillede 3-3 ude mod Fix efter 0-0 ved pausen. Drengene har fire point for de første to kampe. Næste kamp er først den 1. maj hjemme mod Fremad Valby 2, som har vundet deres hidtil eneste kamp.

U16 drenge:

ABT 1 i mesterrækken: Tabte sæsonens første kamp 6-1 ude mod Skovshoved. Næste kamp er 23. april ude mod HIK, som vandt deres første kamp.

U17 drenge, A27-overbygningen i Øst 2-rækken:

Vandt suverænt 7-2 hjemme over FA 2000. Læs kampreferat her. Er dermed stadig ubesejret og har 10 point for de første fire kampe, hvilket giver en andenplads i rækken. Næste kamp er 27. april hjemme på Vestamager mod Frederikssund, der har tre point.